Sådan går det 
Altså ... det går jo ikke så sørens godt med at få skrevet, og honestly speaking er årsagen, at jeg ikke GIDER ?? Gider simpelthen ikke beskæftige mig med at skrive om røg, rygestop osv. nu hvor jeg er nået det punkt, hvor der snildt kan gå en halv dag imellem, at det overhovedet strejfer mig, at jeg engang var ryger ...
Det er da ærlig snak :-)

P.t. befinder jeg mig på dag ... øhm ... nr. 17, mener jeg ... som ikke-ryger. Dvs. stærkt på vej mod de 3 uger.
De eneste ting jeg stadigvæk slås med er egentlig min nattesøvn og døgnrytme. Jeg, der altid har været B-mennesker, er pludselig blevet halvvejs A-menneske ? Så snart vi har spist aftensmad, får jeg grus i øjnene og gaber kæberne af led - men om morgenen derimod vågner jeg svine-tidligt og kan ikke sove fra igen. Ydermere drømmer jeg stort set hele natten igennem. - De underligste drømme, der ikke giver mening overhovedet. Det har stået på siden dag 1 som ikke-ryger, og det er ved at være noget belastende. Men jeg håber da stadigvæk på, at det går over - at det "bare" er nikotin-resterne i kroppen der driller, eller sådan noget.

Jo, der er i øvrigt én ting mere ... min hals ... den er ru og øm, og efter hvad jeg har kunne læse mig til på bl.a. Kræftens Bekæmpelse's hjemmeside, så vil det først aftage omkring 4 uger fra rygestop. Så det må jeg altså udholde lidt endnu.

Og til sidst en lille, sjov anekdote fra det virkelige liv:
Vi var til spejder-jubilæumsfest i lørdags med datteren. Det blev afholdt på en skole, oppe på 3. sal eller sådan noget (jeg talte ikke).
Da der blev budt velkommen, blev der slutteligt sagt, at der jo er rygeforbud på sådan en skole, så alle rygere skulle jo gå ud - helt ned i skolegården. Man når dælme lige at tænke "åhr, pis!", og gik det op for lille mig, at jeg da ingen steder skulle, for jeg er jo IKKE-RYGER :-)
Den fornemmelse kunne jeg godt unde nogle flere ex-rygere ... hvis I dog bare vidste hvilken frihed det er ...



[ 5 kommentarer ] ( 138 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink  |   ( 3 / 232 )

<<Første <Forrige | 1 | 2 | 3 | 4 | Næste> Sidste>>